Delaney og Bremen i krise: Det er frustrerende
Bundesliga

Delaney og Bremen i krise: Det er frustrerende

Thomas Delaney og holdkammeraterne i Werder Bremen er i krise, og det frustrerer den danske landsholdsspiller.

Thomas Delaney har vadet fra den ene succes til den anden på fodboldbanen de seneste par år. I FC København var han i særklasse, og starten i Werder Bremen overgik alles forventninger.

Nu er bøtten vendt på hovedet for den danske midtbanespiller, der sammen med holdkammeraterne i den tyske klub er inde i en alvorlig krise, som blandt andet har ført til en trænerfyring af Alexander Nouri. Werder Bremen er uden sejr i de første 11 kampe og har blot scoret fire mål.

Det rækker til en næstsidsteplads i Bundesligaen.

- Vi har ikke fundet svaret på, hvorfor det går så dårligt. Det kan være svært at forklare sådan noget, men nogle gange rammer man bare nogle stimer, som vi gjorde med modsat fortegn i sidste sæson, hvor vi vandt en masse kampe, siger Thomas Delaney til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Vi er lidt et andet hold nu. I sidste sæson var vi fantastisk til at score mål, men det kan vi pludselig ikke finde ud af. Når man kun scorer fire mål i 11 kampe, så er det ikke meget, man kan forvente at vinde, og det er det, vi arbejder mest på.

Thomas Delaney har foruden Werder Bremen kun FC København på CV'et, og dermed har han spillet for en klub, der er vant til at vinde sine kampe. Sådan var det også for Delaney i det første halve år i Tyskland.

Nu skal han vænne sig til en helt ny verden.

- Det er frustrerende, og sådan tror jeg, det vil være, om man spiller for et hold, der er vant til at vinde, eller ej. Når vi går fra banen med en følelse af, at det ikke fungerer, så bliver man irriteret og frustreret. Vi har også et bundholds lod i øjeblikket og har indkasseret nogle mål til sidst. Det er en ny hverdag, men en hverdag, som jeg har forberedt mig på, lyder det fra den tidligere FCK-kaptajn.

Thomas Delaney tager en stor del af ansvaret for Werder Bremens krise, man han har ikke en følelse af, at han har spillet en dårlig sæson for sit klubhold.

- Der er overhovedet ikke de samme aftryk i form af mål som sidste år. Jeg har egentlig været ok tilfreds, og det er ikke mine egne præstationer, der bekymrer mig lige nu. Jeg er ikke en type spiller, der kan gå ind og afgøre noget på egen hånd. Jeg er en arbejder, slutter den danske landsholdsspiller.

Thomas Delaney har scoret et enkelt af Werder Bremens fire mål i denne sæson.