Delaney på vippen inden Werder Bremen: Trænede først med torsdag
Foto: Getty Images
Bundesliga

Delaney på vippen inden Werder Bremen: Trænede først med torsdag

Thomas Delaney har været ude af træning i det meste af ugen og er derfor også tvivlsom til Borussia Dortmunds møde med Werder Bremen i weekenden.

Thomas Delaney var hverken på banen, bænken eller i truppen, da Borussia Dortmund tirsdag mødte AS Monaco i Champions League, og det skyldes altså, at den danske midtbanespiller er blevet ramt af en mindre skade.

Han er derfor også tvivlsom til mødet med sin tidligere arbejdsgiver Werder Bremen, som Dortmund møder lørdag aften:

- Han har ikke været med i træningen i denne uge og havde derfor første træning i dag. Vi må se, hvordan det ser ud i morgen, fortæller cheftræner Lucien Favre til klubbens Twitter-profil.

Den danske landsholdsspiller spillede i weekenden alle 90 minutter og scorede sit første mål for Borussia Dortmund mod rivalerne fra Schalke 04. 

Thomas Delaney nåede at spille 49 kampe for Werder Bremen, inden at han i sommers skiftede til Dortmund, som ligger nummer ét i den tyske Bundesliga.