Der gik et sug igennem fodboldverdenen og især igennem Dortmunds spillere, da en eksplosion ramte deres spillerbus på vej mod Champions League-kampen mod Monaco i sidste uge. Forsvarsspilleren Marc Bartra blev såret ved hændelsen, men resten af spillertruppen gik fri uden større skrammer. Selve kampen blev afviklet dagen efter, og her tabte Dortmund med 3-2, men de kom hurtigt resultatmæssigt op igen.
I weekenden gik det ud over Frankfurt med den tidligere Brøndby-keeper Lukas Hradecky i kassen. De blev besejret med 3-1.
Efter dommerens slutfløjt i den kamp var der nogle af Dortmunds spillere, der gav følelserne frit spil. Heriblandt anfører Marcel Schmelzer.
- I løbet af de 90 minutter, som vi spiller, er det lettere at holde tankerne fra angrebet. Men i slutningen bliver alle de tanker, man har kæmpet for at holde i sig, sluppet ud, siger Marcel Schmelzer ifølge Ritzau og tilføjer:
- Vi viste en masse glæde mod Frankfurt, fordi vi er glade for at være i live og sammen med hinanden. Vores sammenhold bliver styrket af det her.
Marc Bartra er i bedring, men hvornår han kommer tilbage på fodboldbanen er endnu uvidst.
Resten af Dortmund-mandskabet skal til gengæld i kamp i aften, når returopgøret mod Monaco venter. Den kamp spilles klokken 20.45.