Dortmund-dansker nyder at spille foran 80.000 tilskuere
Foto: Getty Images
Bundesliga

Dortmund-dansker nyder at spille foran 80.000 tilskuere

Thomas Delaney nyder tilværelsen i Dortmund, hvor han får lov at spille foran 80.000 tilskuere på hjemmebane.

Selvom der ikke længere vanker fuld spilletid runde efter runde, er skiftet til Dortmund ikke noget, som Thomas Delaney har fortrudt – han får i stedet oplevet nogle andre ting i den tyske storklub.

Det skal dog ikke forstås sådan, at den danske landsholdsspiller mest varmer bænken - han har trods alt spillet i seks af syv kampe - men han har blot fået hårdere konkurrence om pladserne på midtbanen. Når han så spiller fra start, nyder han især hjemmekampene på Signal Iduna Park, hvor der er 80.000 tilskuere på plads.

- Det er den største oplevelse at spille i Dortmund på hjemmebane foran 80.000 tilskuere og så vinde en kamp. Det er en følelse, der er svær at finde andre stedet, fortæller den danske landsholdsspiller til DR.

Dortmund er kommet rigtig godt fra land i denne sæson, og efter de første syv runder topper klubben Bundesligaen med 17 point. Thomas Delaney har bidraget til succesen ved at spille seks af kampene, hvor han har lavet to assists.