19-årige Jacob Bruun Larsen er blevet skadet på det værst tænkelige tidspunkt.
Den unge danske offensivspiller har været på kontrakt i den tyske storklub Borussia Dortmund i flere år, men efter et lejeophold i VfB Stuttgart i sidste sæson uden regelmæssig spilletid, skulle danskeren tidligere på sommeren angiveligt have anmodet om at blive solgt.
Det vendte dog på en tallerken for Jacob Bruun Larsen, der har fået chancen på førsteholdet i opstarten af den nye cheftræner Lucien Favre og imponeret. Blandt andet med et hattrick mod FC Zürich.
Når Borussia Dortmund åbner sæsonen på mandag med en pokalkamp mod Greuther Fürth, har den unge dansker derfor været spået en plads i startopstillingen, men det står nu desværre klart, at det ikke kommer til at ske.
Jacob Bruun Larsen er nemlig blevet skadet i sin højre fod til træning, oplyser Borussia Dortmund på Twitter. Positivt er det dog, at skaden ikke synes at være alvorlig, og at den tyske storklub derfor håber på at have danskeren til rådighed igen om to uger.
Den danske offensivspiller står noteret for to officielle kampe for Borussia Dortmunds førstehold.
@jacobruunlarsen hat sich im heutigen Training am rechten Fuß verletzt. Wir hoffen auf einen Wiedereinstieg innerhalb der nächsten zwei Wochen.
Gute Besserung, Jacob! pic.twitter.com/Fj6QTJuv2p
— Borussia Dortmund (@BVB) 16. august 2018