Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dortmund dummede sig til allersidst og smed point mod Hertha Berlin

Et velspillende Dortmund-mandskab måtte nøjes med 2-2 på hjemmebane mod Hertha Berlin, hvor Jadon Sancho og Salomon Kalou begge scorede to mål.

Dortmund buldrer derudaf i øjeblikket.

Lucien Favres mandskaber topper Bundesligaen, hvor klubben har scoret tre mål i gennemsnit, og tidligere på ugen blev Atlético Madrid sendt hjem til den spanske hovedstad med et 4-0-nederlag på Signal Iduna Park i Champions League-gruppespillet.

Det var også et selvtillidsfuldt Dortmund-hold, uden Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen i startopstillingen, som tog imod Hertha Berlin på hjemmebane.

Angrebene haglede ned mod Hertha Berlins mål, men først efter 27 minutter fik Dortmund bragt sig foran, da den engelske teenager, Jadon Sancho, satte et indlæg fra Mario Götze ind med hælen.

Kort før pausen fik Hertha Berlin dog udlignet, da hovedstadsklubben slog til på et kontraangreb, hvor Salomon Kalou endte med at prikke bolden forbi Roman Bürki og i mål.

Pausen brugte Hertha Berlin på at udskifte norske Per Skjelbred, der blev erstattet af Vladimir Darida, men den centrale midtbane hos gæsterne blev ikke mere solid af den grund, og Dortmund fortsatte med at dominere.

Efter 61 minutter gav det så pote, da Jadon Sancho endnu engang havde sidste fod på bolden i en situation, hvor Dortmund igen splittede Hertha Berlins forsvar. Det var kantspillerens fjerde ligamål denne sæson, hvor han også har lavet seks assists.

Senere havde Raphael Guerreiro en gylden chance for at score til 3-1, men den portugisiske landsholdsspiller misbrugte en friløber. Kort efter blev han erstattet af Jacob Bruun-Larsen, og den danske U21-landsholdsspiller havde en stor chance for at score med fem minutter tilbage af kampen, men han fik ikke ordentligt ram på bolden.

Efterfølgende bed Hertha Berlin fra sig, og både Davie Selke og Salomon Kalou havde et par gode muligheder for at få udlignet. I det sidste minut i den ordinære spilletid begik Dan-Axel Zagadou straffespark mod Davie Selke, og det omsatte Salomon Kalou stensikkert. 

Dortmund har nu 21 point efter 10 kampe, og der er to point ned til Bayern München, som vandt 2-1 mod Mainz, på andenpladsen. Hertha Berlin er nummer