Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dortmund slår fast: Ingen diskussioner om trænerskift

Der er ingen diskussioner om trænerposten i Dortmund i øjeblikket, understreger direktør.

Dortmunds mesterskabsdrømme led et hårdt slag, da de tirsdag aften tabte til Bayern München, og meget skal gå galt for Bayern München, hvis ikke de skal ende med at blive mestre.

Efter nederlaget blev der imidlertid sået tvivl om Lucien Favres post som cheftræner i Dortmund. Schweizeren kom selv med nogle kryptiske udtalelser, hvor han sagde, at han ville snakke om nogle uger, og flere spekulerede i, at Favre kunne være på vej væk.

Sådan hænger det dog ikke sammen, understreger direktør Hans-Joachim Watzke ifølge WAZ og understreger samtidig, at et trænerskifte ikke er på tale lige nu. 

Læs også:Bayern München øger forspring med sejr i Der Klassiker

- Han ville bare sige, at vi som altid vil foretage en analyse i slutningen af sæsonen. Han ønskede ikke at konkludere noget foran Skys mikrofon efter den 28. kampdag. Det er alt.

- Vi har gjort det rigtig godt i den anden halvdel af sæsonen, hvor vi har hentet 27 ud af 30 mulige point før Bayern-kampen, og vi har modtaget ros fra alle sider. Jeg synes, Lucien Favre har været meget fokuseret de sidste par uger. Han gav ikke udtryk for at være under pres overhovedet. Der er i øjeblikket ingen grund til at diskutere trænerposten, siger Dortmund-direktøren.

Også Lucien Favre siger, at han ikke overvejer at forlade Dortmund.

- Jeg tænker overhovedet ikke på at give op. I går var vi alle skuffede, men det, jeg sagde i interviewet efter kampen, er vist blevet misforstået på flere måder. Det eneste, jeg ville sige, var, at det ikke er tid til at evaluere sæsonen endnu, lyder det fra cheftræneren.

Der resterer seks spillerunder af Bundesligaen, hvor Bayern München er på førstepladsen og har et forspring på syv point ned til Dortmund.