Nogle spillere hyldes for loyalitet og ægte klubfølelse. En af dem er at finde i Borussia Dortmund, hvor 35-årige Sebastian Kehl er to runder fra at indstille sin karriere. I 14 år har den tidligere tyske landsholdsspiller optrådt i Borussia Dortmund, hvor han har hjulpet klubben til tre mesterskaber samt en enkelt pokaltitel undervejs.
Karrierens sidste opgave for Dortmund bliver netop en pokalfinale, når Dortmund i den tyske hovedstad byder VfL Wolfsburg op til dans den 30. maj. Et utroligt scenarie for Sebastian Kehl, der ikke kunne have ønsket sig en større mulighed for at slutte af med stil:
- Jeg har altid ønsket, at min karriere skulle afsluttes på højt plan. Det er en rigtig god situation. Det er faktisk et manuskript, der ikke kan skrives bedre for mig. Jeg får lov til at slutte i Berlin med en finale, hvor jeg har chancen for at få et trofæ mellem hænderne. Det vil betyde meget, siger Sebastian Kehl på et pressemøde og fortsætter:
- Da jeg tog beslutningen, var det ikke sikkert, hvilket år der var i vente for mig. Jeg var også meget i tvivl omkring, hvorvidt jeg ønskede at indstille min karriere. Det er dog den rette tid at stoppe. Der er nu kun få dage til, at jeg skal spille på vores fantastiske stadion for sidste gang, hvilket bliver meget følelsesladet for mig, udtaler den tidligere landsholdsspiller.
Sebastian Kehl har foruden Dortmund repræsenteret SC Freburg og Hannover 96.