Emil Berggreen: Føler mig igen som en fodboldspiller
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Bundesliga

Emil Berggreen: Føler mig igen som en fodboldspiller

En knæskade har holdt Emil Berggreen ude i halvandet år. Lørdag fik han sine første minutter for Mainz 05 og blev klappet på banen af holdkammeraterne. tys

Emil Berggreen har næsten taget ordet skadesplaget til et nyt niveau.

Den tidligere Hobro-angriber har aldrig været i aktion for Mainz 05, som han skiftede til i januar 2016, og det vil sige, at Berggreen kan skrive en mere end 18 måneder lang skadespause på sit CV. Lørdag fik han imidlertid sin uofficielle debut for Bundesliga-klubben.

Mainz 05 spillede en testkamp mod FC Twente af tre gange 45 minutter, og Emil Berggreen blev sendt i aktion efter 116 minutter. Den tyske avis Kicker beretter, at holdkammeraterne klappede af Emil Berggreen, da han blev skiftet ind.

- Den smukkeste ting var, at Emil var på banen. Det er jeg utrolig glad for set i lyset af, at han nu har været i Mainz i næsten to år uden at kunne bære klubbens trøje, siger Mainz-træner Sandro Schwarz til den tyske avis.

Den danske angriber var glad og en smule rørt efter sine første minutter for Mainz 05.

- Jeg var ikke bange, og jeg var ikke nervøs. Nu føler jeg mig endelig som en fodboldspiller igen og ikke kun som én, der genoptræner eller sidder på bænken, siger Emil Berggreen.

24-årige Emil Berggreen spillede sin seneste officielle fodboldkamp den 12. november 2015. Dengang både scorede og assisterede han for Eintracht Braunschweig i 2-0-sejren over Sandhausen.