Video : Tipsbladet
Bundesliga

Engelsk stjerneskud glad i Dortmund: Vigtigt at udvikle sig

Jadon Sancho er glad i Borussia Dortmund, hvor han får spilletid og kan udvikle sig.

Jadon Sancho har gang i sit helt store gennembrud i Borussia Dortmund i denne sæson.

Den kun 18-årige englænder har indtil videre scoret fem mål og lagt op til yderligere otte i sæsonen, og det har resulteret i stor interesse for den unge offensivspiller, som blandt andre Manchester City skulle være interesserede i.

Men Sancho har ingen planer om at skifte foreløbigt, og i starten af oktober skrev han også under på en kontraktforlængelse med Dortmund, så han er på kontrakt i klubben indtil 2022. Han er nemlig glad i Dortmund, hvor han får spilletid og har mulighed for at udvikle sig.

- Jeg spiller meget her. Det er vigtigt for unge spillere at udvikle sig. Man ved aldrig, hvad der vil ske i fremtiden, men jeg er virkelig glad lige nu, fortæller Sancho til Bild.

Sancho, der fik sin fodboldopdragelse i Watford og Manchester City, fik debut for det engelske landshold i starten af oktober efter de imponerende præstationer i Dortmund.