Da Bundesligaen for efterhånden mange uger siden afviklede 25. spillerunde skete det med dramatik, da Leipzig mistede point i den ellers uhyre tætte topkamp.
Det betyder nu, at når 26. spillerunde lørdag markerer Bundesliga-comeback'et oven på corona-suspenderingen - så vil Bayern München have et forspring på fire point ned til nummer to, Borussia Dortmund, der igen er et og to point foran henholdsvis Leipzig og Mönchengladbach.
Selv om fire point ikke synes af meget med hele ni spillerunder tilbage, ja så viser historikken noget andet, når det kommer til Bayern München.
For den sydtyske storklub, der har vundet de seneste syv mesterskaber i træk, har nemlig aldrig tidligere i Bundesliga-historien smidt et forspring på fire point eller flere efter 25. spillerunde. Det viser en opgørelse fra Opta.
Bayern Münchens tre nærmeste forfølgere skal alle i kamp lørdag, hvor Dortmund hjemme møder Schalke, Leipzig har hjemmebane mod Freiburg, og Mönchengladbach ude møder Frankfurt.
Bayern München skal vente til søndag med at komme i kamp, hvor Bundesliga-miniputten Union Berlin med Marcus Ingvartsen og Jakob Busk på lønningslisten tager imod. Bayern München vandt det første opgør på hjemmebane med 2-1 og sigter efter klubbens 30. tyske mesterskab i klubbens 120-årige historie.
Stillingen i Bundesligaen:
Tallene er leveret af SpilXperten.