Video : Tipsbladet
Bundesliga

Frankfurt-boss åbner døren for Rønnow: Kan erstatte Kevin Trapp

I Eintracht Frankfurt forholder man sig helt roligt, hvis Kevin Trapp ikke skriver under på en permanent aftale efter denne sæson. I så fald bliver Frederik Rønnow nemlig klubbens nummer nye ét.

26-årige Frederik Rønnow fik endelig sit skifte til en stor udenlandsk liga i sommer, da Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt købte den danske landsholdskeeper fri af Brøndby IF.

Efter 161 kampe i Superligaen fordelt på ophold i både AC Horsens, Esbjerg fB og Brøndby IF var danskeren med andre ord klar til at prøve kræfter med en større liga, men i dette efterår er det kun blevet til to optrædener i den tyske Bundesliga - og kun den ene af dem har været fra start. 

Årsagen er, at Frankfurt på sommertransfervinduets sidste dag udnyttede muligheden for at hente klubbens tidligere målmand Kevin Trapp tilbage til det tyske på en lejeaftale i Paris Saint-Germain, og allerede dagen efter blev Rønnow så henvist til bænken, inden eventyret overhovedet nåede at begynde.

Med et halvt år tilbage af Trapps lejeaftale kan der dog være godt nyt på vej for Rønnow. Den tyske klub fortæller nemlig, at man stoler fuldt og fast på danskeren, hvis aftalen med Trapp ikke bliver vekslet til en permanent af slagsen: 

- Hvis det sker, rykker Frederik Rønnow op og bliver den nye nummer ét. Han har efter sin skade vist, at han er en rigtig dygtig målmand.

- Han er af høj kvalitet, og jeg stoler på, at han kan ersatte Kevin Trapp, hvis det bliver nødvendigt, siger Eintracht Frankfurts sportsdirektør, Bruno Hübner, til den tyske avis Bild. 

Eintracht Frankfurt befinder sig efter de første 17 runder på en 6. plads i den tyske Bundesliga.