Video : Tipsbladet
Bundesliga

Frankfurt-træner: Rønnow skal vise, hvorfor vi hentede ham som førstevalg

Kevin Trapp er langtidsskadet, så Frederik Rønnow er pludselig blevet førstemålmand i Eintracht Frankfurt igen. Hans træner udtrykker stor tillid til, at danskeren viser, hvorfor klubben hentede ham til netop den rolle.

På sin vis er Frederik Rønnow bare havnet i den situation, han var tiltænkt i første omgang: førstevalg i målet for Eintracht Frankfurt. Der er alligevel nogle væsentlige mellemregninger.

Kort efter han kom til klubben i sommeren 2018, hentede Eintracht den gamle favorit Kevin Trapp tilbage fra Paris Saint-Germain på en lejeaftale. Det skubbede Rønnow ud på bænken. I sommeren 2019 købte klubben så Trapp fri af PSG.

Læs også:Førstevalget slemt skadet: Nu får Rønnow chancen i Frankfurt

Forleden kom Trapp så til skade med skulderen, og dermed er vi altså tilbage, hvor vi begyndte: med Rønnow i målet. Hans træner har stor tiltro til, at danskeren viser sit værd, mens Trapp er væk.

- Frederik har vores helhjertede tillid. Jeg håber, at han i morgen (torsdag aften, red.) viser, at han er en rigtig god målmand, som vi jo købte til at være førstevalg, siger Adi Hütter ifølge Kicker forud for Eintracht Frankfurts Europa League-kamp mod Vitoria Guimaraes.

Læs også:Frederik Rønnow indkaldt til det danske landshold

Avisen supplerer med, at tiltroen til Rønnow i Frankfurt er noget større internt i klubben end i fankredse, hvor mange stadig husker ham for hans indsats i 5-0-nederlaget til Bayern München i den tyske supercup sidste år - men ikke for hans fine præstationer i de få Bundesliga- og Europa League-kampe, han nåede.

Nu får den danske landsholdsmålmand så chancen for at vise over længere tid, at han duer til noget. Kevin Trapps skade holder ham ude i resten af 2019.

Han er også udtaget til landskampene mod Schweiz og Luxembourg i næste uge. Der står han dog i skyggen af Kasper Schmeichel.

Læs også:Avis: Frankfurt har identificeret Frederik Rønnows afløser

Læs også:Rønnow har kontaktet agenten: Overvejer fremtiden efter Trapps ankomst

Læs også:Frankfurt tilknytter Rønnow-rival permanent