Video : Tipsbladet
Bundesliga

Frederik Rønnow er topmotiveret: Min situation er vendt 180 grader

Efter mere end et år med splinter i bagdelen er der endelig udsigt til masser af spilletid for Frederik Rønnow i Eintracht Frankfurt. Nu er den tidligere Brøndby-målmand fuldt ud fokuseret på at gribe chancen.

For godt et år siden skiftede Frederik Rønnow fra Brøndby IF til Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt, og nærmest lige siden har målmanden skullet svare på spørgsmål om, hvordan det er ikke at få spilletid.

Kort efter Frederik Rønnows ankomst hentede Eintracht Frankfurt også Kevin Trapp, og det har givet danskeren mange splinter i bagdelen. Men nu er det pludselig blevet Rønnows tur.

Kevin Trapp har pådraget sig en skulderskade og kommer ikke i aktion mere i efteråret. Det vil sige, at resten af 2019 bliver med Frederik Rønnow mellem stængerne i Eintracht Frankfurt.

- Det er fantastisk. Min situation er vendt 180 grader fra den ene dag til den anden, og det er jo fantastisk for mig. Nu kommer jeg til at spille, og det var jo det, jeg tog til Tyskland for. Jeg føler, jeg har været lidt uheldig, siger Frederik Rønnow til tipsbladet.dk.

Han føler naturligvis med sin kollega, men understreger samtidig, at det er et lod i fodboldens verden, at konkurrenten står på lur, når en skade indtræffer.

- Jeg håber selvfølgelig aldrig for nogen, at de bliver skadet, men nu er det min chance, og den håber jeg, at jeg kan gribe. Jeg stod i en situation, hvor Kevin var klart nummer et, så det var en skade, der skulle til for mit vedkommende. Jeg har også prøvet at være skadet, og det er forfærdeligt for alle, og selvfølgelig er det synd for Kevin, men jeg fokuserer på, at det her er min chance, siger Rønnow.

Læs også:Clean sheet til Rønnow i Frankfurt-sejr

Den 27-årige målmand har allerede spillet to kampe i fraværet af Kevin Trapp. I torsdags holdt han buret rent i Eintracht Frankfurts 1-0-sejr ude over Vitoria de Guimaraes i Europa League, og søndag var han på kassen i 2-2-kampen mod Werder Bremen i Bundesligaen.

Den tidligere Brøndby-keeper har en god følelse i kroppen efter de første 180 minutter.

- Det er gået godt. Min sidste betydningsfulde kamp var i december, og inden da havde jeg måske spillet to-tre kampe på et halvt år, så jeg er ikke i den bedste kampform. Men det gode denne gang er, at jeg får et forløb, hvor jeg kan spille nogle kampe, hvor det har været lidt ind og ud de andre gange, siger Frederik Rønnow og tilføjer:

- Jeg har ikke følt, at jeg har kunnet bevise, hvad jeg kan. Jeg har altid fået gode tilbagemeldinger på min træning, men jeg er jo i Frankfurt for at spille kampe.

Føler du, at klubben er tryg ved, at det nu er dig, der vogter målet?

- Selvfølgelig havde Frankfurt da håbet, at Kevin skulle spille. Ellers var situationen ikke, som den var, så det har da været et slag for dem. Men jeg fik at vide i sommer, da de hentede Kevin, at klubben tror meget på mig, og jeg føler stor tiltro fra især mine holdkammerater, og det giver et godt fundament for at præstere.

Læs også:Frankfurt-træner: Rønnow skal vise, hvorfor vi hentede ham som førstevalg

Fornemmer du, at der er en realistisk chance for, at du kan beholde pladsen på sigt, eller føler du, at du er ren vikar, indtil Kevin er tilbage?

- Det tænker jeg ikke på. Nu er det min tur til at spille, og jeg fokuserer udelukkende på næste kamp. Hvad der sker om nogle måneder, kan jeg ikke bruge til noget. Jeg skal ud og vise mig frem, og jeg ved, at jeg har evnerne til at spille på det her niveau. 

Overvejede du at skifte klub i sommer?

- Jeg vil gerne spille, og jeg kunne da godt se, da Kevin blev hentet ind på en fem-årig aftale, at det ville blive begrænset. Men det er fuldstændig underordnet nu. Vi havde nogle fine snakke i klubben, og hvad jeg tænkte dengang, kan jeg ikke bruge til noget nu. Nu ser situationen pludselig rigtig positiv ud, og det skal jeg glæde mig over, lyder det fra Frederik Rønnow.

Den danske målmand har kontrakt med Eintracht Frankfurt frem til sommeren 2022. 

Læs også:Førstevalget slemt skadet: Nu får Rønnow chancen i Frankfurt

Læs også:Storkamp venter i Parken: Her er Danmarks trup mod Schweiz

Læs også:Rønnow har kontaktet agenten: Overvejer fremtiden efter Trapps ankomst