Video : Tipsbladet
Bundesliga

Hæder til Yussuf Poulsen: Rundens spiller i Bundesligaen

Efter to scoringer søndag eftermiddag er Yussuf Poulsen blevet hædret med en kåring som rundens bedste spiller i Bundesligaen.

Yussuf Poulsen har for alvor fået gang i målscoringen denne sæson, og i weekenden scorede han sit niende og 10. sæsonmål i Bundesligaen, da RB Leipzig tog en overbevisende 0-4-sejr mod Fortuna Düsseldorf.

Danskerens flotte præstation i kampen er efterfølgende blevet hædret af det tyske fodboldmagasin, Kicker, som har udnævnt angriberen til den bedste Bundesliga-spiller i 19. runde.

Derfor var han naturligvis også at finde på rundens hold, og det var fjerde gang i denne sæson, at Kicker har fundet plads til den danske landsholdsspiller på det hold.

Samlet set har Yussuf Poulsen spillet 29 kampe for RB Leipzig denne sæson, og her er det blevet til 13 scoringer og seks målgivende afleveringer.