Henrik Pedersen henter dansk back til Braunschweig
Foto: Eintracht Braunschweig
Bundesliga

Henrik Pedersen henter dansk back til Braunschweig

Første nye spiller til Eintracht Braunschweig efter ansættelsen af danske Henrik Pedersen bliver dansk Malte Amundsen.

For godt to uger siden blev den danske træner Henrik Pedersen ansat som ny cheftræner i den tyske 3. Bundesligaklub Eintracht Braunschweig, og nu har han hentet sin første spiller til klubben.

Det drejer sig om venstrebacken Malte Amundsen, der kommer til klubben på en lejeaftale fra norske Rosenborg. Det melder Braunschweig på klubbens officielle hjemmeside.

Pedersen og Amundsen kender desuden også hinanden fra tidligere, da Pedersen har været cheftræner for Amundsen i deres fælles fortid i HB Køge. Træneren kender derfor en del til den 20-årige spiller, og klubbens sportsdirektør Marc Arnold ser stort potentiale i den nye spiller.

- Malte (Amundsen red.) er en talentfuld venstre back, som er offensivt orienteret, og vores træner Henrik Pedersen kender ham fra sin tid i HB Køge, hvor han trænede med på førsteholdet som U17-spiller, siger Arnold, der kan afsløre, at man har givet ham et par dages fri grundet den lange sæson i Norge, hvor man stadig spiller.

Amundsen selv peger på, at netop kendskabet til træneren har en stor betydning, og han ser skiftet til den tyske klub som en stor mulighed. 

Den danske venstre back har samlet spillet 12 kampe for det danske U18 og 20-landshold. I Braunschweig bliver Amundsen holdkammerat med landsmanden Frederik Tingager.