Hradecky-lejren afviser snarlig Benfica-skifte
Foto: Frankfurt
Bundesliga

Hradecky-lejren afviser snarlig Benfica-skifte

Lukas Hradecky bliver hver eneste dag sat i forbindelse med et skifte til portugisisk fodbold, men hans far maner til ro.

Hver eneste dag er der en ny historie om, at den finske landsholdsmåmand Lukas Hradecky fra Eintracht Frankfurt er på vej til portugisiske Benfica.

Keeperen, der har en fortid i Brøndby IF og Esbjerg fB, har kun et år igen af sin aftale med den tyske klub, så det er et oplagt tidspunkt at sælge, hvis målmanden ikke ønsker at forlænge sin aftale med klubben.

Rygterne om et snarligt skifte til Portugal og Benfica er dog skudt ved siden af målet, lyder det fra Lukas Hradeckys far, Vlado Hradecky.

- Alt er et eller andet sted åbent - i spil - men det, der bliver skrevet i Portugal, er ikke korrekt, siger Vlado Hradecky til tipsbladet.dk.

Han forklarer:

- Man skal jo aldrig sige aldrig, når det handler om fremtiden, men skriverierne er noget, der er skabt i Portugal. Jeg har ikke brugt meget tid på at læse det, men jeg har hørt, hvad der bliver skrevet. Og sådan forholder det sig ikke, siger han.

Vlado Hradecky er ud over at være Lukas Hradeckys far også tidligere rådgiver for målmanden.

Seneste Benfica-rygte var i nat, hvor DN.pt skrev, at Benfica gør et sidste forsøg på at hente keeperen og er klar itl at betale 37,5 millioner kroner, mens Frankfurt angiveligt beder om omkring 60 millioner kroner.