HSV tæt på Lasogga: Melder sig syg i Berlin
Illustration
Bundesliga

HSV tæt på Lasogga: Melder sig syg i Berlin

Pierre-Michel Lasogga bærer en væsentlig del af skylden for, at Hamburger SV stadig er Bundesliga-klub. Han er tæt på et permanent skifte, efter han har meldt sig syg til træning i Hertha Berlin.

Det virker påfaldende, at Pierre-Michel Lasogga er syg på sin første arbejdsdag, efter hans lejeaftale med Hamburger SV er udløbet. I følge Bild har Lasogga meldt afbud til dagens træning i Hertha Berlin med ondt i maven.

Det sker på dagen, hvor flere tyske medier beretter, at Hamburger SV og Hertha Berlin er enige om, at Lasogga skal koste otte millioner euro - godt 60 millioner kroner. Lasogga selv skulle være enig med HSV om en kontrakt, der løber til sommeren 2018.

Pierre-Michel Lasogga var i sidste sæson lejet ud fra Hertha Berlin til Hamburger SV, hvor han scorede 13 mål i 20 kampe og dermed var én af de væsentligste årsager til, at HSV klemte sig over nedrykningsstregen og reddede livet via en sejr i relegations-kampene mod Greuther Fürth.

Der skulle dog fortsat mangle enkelte detaljer i aftalen, hvoraf HSV's finansiering af købet er én af de hurdler, der mangler at blive afklaret. Det ventes, at de sidste detaljer er på plads i løbet af et par dage, og at Lasogga så kan blive præsenteret i Hamborg. Og mon ikke han så er blevet rask igen?