Jannik Vestergaard har fået en forrygende start i sin nye Bundesliga-klub Werder Bremen.
Den danske stopper har markeret sig med gode præstationer fra første dag efter klubskiftet fra Hoffenheim, og han har således været en del af det succesrige Werder Bremen-hold, der har vundet alle fire kampe siden forårssæsonens start.
Senest blev det til en 3-2-sejr over Augsburg, og for sin indsats i denne kamp har Jannik Vestergaard fået masser af ros. Han er tilmed blevet udvalgt til Rundens Hold i Bundesligaen af ligaens officielle website bundesliga.de.
- Werder Bremens forsvarsspiller spillede vanligt en sikker kamp mod Augsburg. I kampen mod Augsburg var han defensivt bundsolid, lyder vurderingen af Jannik Vestergaard.
Efter den fornemme start på forårssæsonen ligger Jannik Vestergaard og Werder Bremen aktuelt på ottendepladsen i Bundesligaen. Næste modstander er Schalke 04 på udebane.