Video : Tipsbladet
Bundesliga

Kimmich: Jeg tager med glæde målmandsposten

Kimmich kan både deltage i det offensive og i det defensive, og han er åbenbart også klar til at tage målmandspladsen.

Bayern Münchens Joshua Kimmich har tilsyneladende langt flere evner, end man lige skulle tro. I tirsdags scorede han mod Danmark for Tyskland, og lørdag lagde han op til tre styks for tyskerne mod San Marino.

Det er dog ikke kun i det offensive, at han har kvaliteter. Han kan også sagtens spille højreback og i det centrale forsvar, og nu fortæller han med et glimt i øjet til tyske Kicker, at han også sagtens kan gå ind i målet.

- Hvis jeg skal vælge mellem at spille eller se på fra bænken, så vil jeg altid vælge at spille. Jeg spiller med glæde som målmand, kant eller angriber, så længe jeg kan få lov til at spille, lyder det fra den ambitiøse spiller.

Han peger desuden også på, at man både på landsholdet og i Bayern kan komme udfor, at der er andre spillere i truppen, som har været der lidt længere og har masser af kvalitet. Derfor kan man ikke altid være sikker på spilletid.

Kimmich har dog haft godt gang i den for de tyske mestre i denne sæson, hvor han har spillet 40 kampe og scoret ni mål.