Kvist ville væk: Nu i toppen af hierarkiet
Illustration
Bundesliga

Kvist ville væk: Nu i toppen af hierarkiet

William Kvist sagde til den forrige Stuttgart-træner Bruno Labbadia, at han ville væk, men er nu glad for at blive, og er igen steget i truppens hierarki.

William Kvist spillede sig straks ind i toppen af VfB Stuttgarts hierarki, da han kom til klubben fra FC København som en stor profil i 2011. Den magt mistede han, da Bruno Labbadia satte ham helt udenfor holdet i foråret og siden ikke brugte ham fra start efter 26. Bundesliga-runde.

Kvist var så langt væk, at han fortalte Labbadia, at han ville væk fra klubben. Det afslørede han i går overfor Kicker.

Derfor regnede han med, at han skulle finde en ny klub i sommerens transfervindue, og Betis, Atletico Madrid og Olympiakos blev alle bragt i spil på rygtebørsen. Men så blev Labbadia blev fyret oven på den dårlige sæsonstart, og den nye træner Thomas Schneider genopfandt straks William Kvist, smed ham ind i startopstillingen og gjorde ham til defensiv midtbanestyrmand igen.

Med pladsen på holdet er han også på vej tilbage i varmen i Stuttgart-truppens hierarki. Christian Gentner har overtaget anførerbindet i klubben efter salget af Serdar Tasci, og i følge Bild er det, ud over Gentner, kun forsvareren Georg Niedermeier, målmand Sven Ulreich og backen Christian Molinaro, der er over Kvist i Stuttgarts magtpyramide, hvor han rangeres på lige fod med stamspillere og stjerner som Vedad Ibisevic, Martin Harnik, Cacau og Arthur Boka.

Efter tre nederlag i sæsonens første kampe og en ydmygende exit fra Europa League, vandt VfB Stuttgart med William Kvist på holdet i sidste weekend med 6-2 over Hoffenheim. Der er kommet ro på, og Kvist er tilbage i varmen. I aften spiller han skæbnekamp for Danmark i VM-kvalifikationen.