Leipzig vil tilbyde Poulsen lang kontrakt
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Bundesliga

Leipzig vil tilbyde Poulsen lang kontrakt

RB Leipzig ønsker at forlænge kontrakten med Yussuf Poulsen.

Yussuf Poulsen har længe været en succes i den tyske 2. Bundesligaklub RB Leipzig. Nu vil den ambitiøse tyske klub belønne danskeren med en ny kontrakt, der både skal løbe længere tid og sikre Poulsen bedre vilkår. Det skriver det tyske medie Bild. 

RB Leipzigs sportsdirektør Ralf Rangnick bekræfter, at man arbejder på at tilbyde Yussuf Poulsen en ny kontrakt. 

- I de næste uger skal der snakkes om en forlængelse af kontrakten med Yussuf. Vi vil meget gerne holde ham i klubben på en lang aftale, siger Ralf Rangnick til Bild. 

Yussuf Poulsen er åben over for en forlængelse med RB Leipzig.

- Hvorfor ikke? Jeg kan lide at være her, fordi jeg spiller. Sportsdirektøren står bag mig, og det gør træneren også. Lige nu er der ingen grund til at tænke på andre klubber, siger Yussuf Poulsen. 

Det tyder altså på, at Yussuf Poulsen fortsætter karrieren i RB Leipzig i nogle år endnu. Den tyske klub ligger aktuelt nummer seks i 2. Bundesliga og rykker næppe op i den bedste tyske række i denne sæson. 

Yussuf Poulsen kom til RB Leipzig fra Lyngby i sommeren 2013.