Leon Andreasens fremtid er usikker: Hannover holder døren på klem
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Bundesliga

Leon Andreasens fremtid er usikker: Hannover holder døren på klem

Fortsætter Leon Andreasen karrieren i Hannover '96? Endnu er intet afklaret.

Hvor spiller Leon Andreasen i næste sæson? Svaret på dét spørgsmål blæser stadig i vinden, og et kig i de tyske medier giver kun uklare meldinger. 

Tidligere på ugen skrev det tyske medie Bild, at Leon Andreasen ikke får forlænget sin kontrakt med klubben, men det afviser Hannovers direktør Martin Bader nu. 

I et interview med Hannoverche Allgemeine siger han således, at Andreasens fremtid endnu er uafklaret. 

- Vi vurderer først Leons situation, når vi kender den nøjagtige prognose for hans fysiske tilstand, siger Bader til det tyske medie. 

- Døren er ikke lukket for ham, tilføjer han. 

Leon Andreasen pådrog sig en skade tidligere på året, og allerede i marts stod det klart, at han ikke ville komme i aktion i dette forår. Han har selv udtalt, at han håber at være klar til den kommende sæson, og at han er åben over for at spille i 2. Bundesliga i Hannover i næste sæson. 

Den 33-årige midtbanespiller kom til Hannover '96 i sommeren 2009.

tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra Leon Andreasen, men den tidligere AGF'er har ikke svaret på henvendelserne.