Mainz: Jonas Lössl vil kæmpe for sin chance
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Bundesliga

Mainz: Jonas Lössl vil kæmpe for sin chance

Den danske målmand Jonas Lössl kommer til at kæmpe med Rene Adler om spilletid i den kommende sæson.

28-årige Jonas Lössl gjorde det onsdag klart, at han ikke kender til rygterne, der sender den tyske målmand Rene Adler til Mainz som konkurrent til Jonas Lössl, men det lader til, at den danske landsholdsmålmand godt kan begynde at gøre sig klar på konkurrence i målet.

For senere torsdag bliver Mainz' aftale med Rene Adler officiel, det fortæller de to store tyske aviser, Kicker og Bild.

Den 32-årige tyske målmand kommer på en fri transfer fra Hamburger SV, og han er hentet som førstekeeper, skriver begge medier, dog uden at have citater på dette. Allerede onsdag morgen kunne de to aviser fortælle, at Mainz gerne vil af med Jonas Lössl, der fortsat har to år igen af sin aftale med klubben. Jonas Lössl fastholdt dog over for tipsbladet.dk, at han ønsker at blive i Bundesliga-klubben og kæmpe for sin chance. 

Samme melding kommer fra Mainz' sportsdirektør Rouwen Schröder, der har talt med Jonas Lössl:

- Han har kontrakt med os og har gjort det klart, at han vil bide tænderne sammen. Men som alle andre spillere er han nødt til at leve med det, når der kommer en konkurrent på positionen, siger Rouven Schröder til Bild og forklarer:

- Jeg har altid sagt: Vi ønsker at blive bedre over det hele, også på målmandspositionen. Så er der ikke så meget mere at sige.

Det er kun et år siden, at Mainz hentede Jonas Lössl i franske Guingamp, og den danske målmand stod størstedelen af sidste sæson bag et meget svagt forsvar, men også uden at spille sin bedste sæson.

Jonas Lössl er aktuelt på ferie, hvor han kan tanke batterierne op igen og forberede sig på en hård kamp på målmandspositionen.