Kasper Hjulmand blev i starten af ugen fyret som cheftræner i Mainz efter en usikker start på 2015. Holdet vandt 5-0 i årets første Bundesliga-kamp, men siden blev det til to nederlag og en enkelt remis for danskerens tropper i den tyske liga.
Det gav en position i tabellen med ét point til nedrykningsstregen, og det fik tirsdag klubben til at udstikke en fyreseddel til den tidligere FC Nordsjælland-cheftræner. Det kostede Hjulmand jobbet, men allerede i løbet af vinteren kredsede en fyring i tankerne hos sportsdirektør Christian Heidel.
- Vi gjorde os allerede tanker om det i vinterpausen, men vi håbede, at vi kunne nå at vende det. Men efter fire til seks uger havde vi den følelse, at det ville blive for svært at vende, siger Heidel til Kicker.
Martin Schmidt, der hidtil har fungeret som U23-træner i klubben, har overtaget jobbet som cheftræner i Mainz med Bo Svensson som assistent.