Müller stikker til PL-klubber: I kan ikke være med i toppen
Foto: Matthias Schrader/Polfoto
Bundesliga

Müller stikker til PL-klubber: I kan ikke være med i toppen

Thomas Müller bekræfter at have modtaget tilbud fra England, men valgte at blive i Bayern München, da han ikke mener, at de engelske klubber er gode nok.

Manchester United leverede et scoop, da man hentede Bastian Schweinsteiger i Bayern München. Siden har også Thomas Müller været rygtet til United fra den sydtyske klub, mens også andre klubber har meldt sig på banen. Hovedpersonen selv valgte dog i stedet at forlænge i Bayern München, hvor mulighederne for succes er bedre. 

Det fortæller angriberen nu i et interview, hvor han afslører, at der var bud fra England. Thomas Müller sender dog en stikpille tilbage til Premier League: 

- Det er rigtigt, at der var tilbud fra andre klubber. Når man ser på det sportslige aspekt, er Bayern München dog blandt de tre bedste klubber i verden sammen med FC Barcelona og Real Madrid. Engelsk fodbold har bestemt mange penge, men vi mangler stadig at se dem komme tilbage helt i toppen. Det var en let beslutning at forlænge her i Bayern, når man ser på det rent sportsligt, lyder det fra Müller i et interview med AZ. 

Også Chelsea og Manchester City var meldt ude efter Thomas Müller, da rygterne var på sit højeste.