Pedersen så rødt i Union Berlin-nederlag
Bundesliga

Pedersen så rødt i Union Berlin-nederlag

Kristian Pedersen måtte tidligt i bad, da han blev udvist i Union Berlins 2-0 nederlag til Nürnberg. Jakob Busk stod hele kampen for Berlin-klubben.

Union Berlin måtte fredag aften indkassere et 2-0 nederlag til Nürnberg, der ellers er placeret hele 10 pladser under Berlin i tabellen. 

Kristian Pedersen startede på venstreback, men det blev en hård aften for danskeren. Allerede efter 24 minutter blev han præsenteret for sit første gule kort, og seks minutter før pausen fik han endnu et, så han skulle forlade banen. Dermed var vilkårene svære for Union Berlin. Pedersens direkte modstander, Salli, fik sit første gule kort bare to minutter efter Pedersen fik sit første. Tre minutter efter Pedersen var blevet sendt af banen savnede Salli tilsyneladende danskeren så meget, at han hev endnu et gult kort til sig, så han kunne følge efter Pedersen ned i bad. 

Jakob Busk manglede nu sin danske back, og i overtiden af første halvleg udnyttede Nürnberg der, da Mohwald gjorde det til 1-0. 

Nu skulle den danske assistent Henrik Pedersen og træner Keller tænke kreativt på Union Berlin bænken. 

Det blev dog ikke bedre for de tre danskere, da Nürnberg gjorde det til 2-0 i det 83. minut og lukkede kampen. Union Berlin må dermed rejse hjem uden point i bagagen, men med en karantæne til Kristian Pedersen.