Pep: Kroos kan blive endnu bedre i Bayern
Illustration
Bundesliga

Pep: Kroos kan blive endnu bedre i Bayern

Pep Guardiola mener, at Toni Kroos fortsat kan udvikle sig i Bayern München. 

Toni Kroos åbnede i går for et skifte til Premier League, og i særdeleshed Manchester United, men står det til midtbanespillerens træner i Bayern München, Pep Guardiola, bliver tyskeren mange år endnu på Allianz Arena. 

- Jeg har fortalt ham, at han har masser af tid til at blive en endnu bedre spiller. Og jeg håber, at han bevarer den gode form, han er i nu, og bliver i klubben de næste par år, siger Guardiola ifølge goal.com. 

- Toni er ung, et stort talent. Han var virkelig vigtig for mig i starten af sæsonen, da Mario Götze, Javi Martinez og Thiago Alcantara var ude med skader. Kroos, med sin store personlighed, var virkelig vigtig. 

Den 24-årige tysker kræver ifølge flere medier en enorm lønforhøjelse, hvis han skal skrive under på en ny kontrakt med Bayern München. Endnu har Kroos et år og nogle måneder tilbage af den nuværende aftale, men midtbanespillerens tøven med at underskrive en ny kontrakt har fluks skabt rygter om et snarligt exit fra den tyske storklub.