Video : Tipsbladet
Bundesliga

Premier League-drøm lever for Yussuf Poulsen: Vil kun til top seks-klub

Yussuf Poulsen drømmer stadig om at komme til Premier League, men der er mange mellemregninger. Bliver han nogensinde god nok? Er det i virkeligheden bedst bare at blive i RB Leipzig, der kan tilbyde det meste, han drømmer om?

Yussuf Poulsen forlængede i sidste uge sin kontrakt med RB Leipzig, således den danske landsholdsspiller og Bundesliga-klubben nu har papir på hinanden frem til sommeren 2022. Til den tid vil Poulsen have været i klubben i næsten ti år.

Hvis han altså bliver så længe.

Den 24-årige offensivspiller er en meget værdsat spiller i RB Leipzig, og i denne sæson er han delt topscorer med 12 mål i Bundesligaen, men Yussuf Poulsen har altid haft én stor drøm - at spille i Premier League. Den drøm lever stadig, selv om han lige har forlænget sin kontrakt. Men den har en masse forbehold.

- Jeg vil gerne prøve at spille i Premier League på et tidspunkt, og det har jeg også altid sagt, men kommer det til at ske? Jeg kommer ikke til at tage til Premier League for at træde et skridt ned. Jeg tager ikke til Premier League for eksempelvis at gå på kompromis med at spille europæisk fodbold, og jeg er bevidst om mine egne kvaliteter, og hvad jeg kan og ikke kan, siger Yussuf Poulsen til tipsbladet.dk og fastslår:

- Jeg ved, at jeg ikke er god nok til at komme til en top seks-klub i England lige nu. Og hvorfor skulle jeg så gå på kompromis med at spille europæisk og med i toppen af ligaen med RB Leipzig?

- Før, jeg føler, at jeg er god nok til at spille for en top seks klub i engelsk fodbold, kommer det ikke til at ske. Og så er der også den mulighed, at jeg en dag indser, at det bliver jeg aldrig. Fremtiden må vise, hvad der sker.

Yussuf Poulsen kom til RB Leipzig fra Lyngby BK i 2013. Dengang huserede klubben i Tysklands tredjebedste række, men nu er Yussuf Poulsen og holdkammeraterne en af sværvægterne syd for den danske grænse og er aktuelt nummer tre i Bundesligaen.

Den danske landsholdsspiller står foreløbig noteret for 210 kampe for RB Leipzig.