Ribery glad for Heynckes' tilbagekomst: Har pustet nyt liv ind i holdet
Foto: Getty Images
Bundesliga

Ribery glad for Heynckes' tilbagekomst: Har pustet nyt liv ind i holdet

Der er vist ingen tvivl om, at Ribery og Heynckes har et meget særligt forhold til hinanden.

Tingene er hurtigt gået den rigtige vej i Bayern München efter fyringen af Carlo Ancelotti og ansættelsen af Jupp Heynckes. Blandt andet er sydtyskerne nu på førstepladsen i Bundesligaen, og det ser ud til, at holdet sprudler med tilbagekomsten af Heynckes, der senest stod i spidsen for dem i 2013, hvor de vandt The Treble.

I et interview med Kicker gør holdets franske offensivspiller Franck Ribery det også klart, at det har været godt for holdet at få Jupp Heynckes ind igen.

- Han har pustet nyt liv ind i holdet, og han har fået os rystet godt sammen. Han giver spillerne masser af selvtillid og han taler stærkt til os, lyder det fra Ribery.

Ribery er også en af de tilbageværende spillere, som også var på Bayern-holdet sidst Heynckes var klubben, og han er selvsagt meget glad for gensynet.

- Jeg er godt tilfreds med, at han er tilbage. Han ved, hvad jeg kan gøre. Da vi mødtes for første gang på Säbener Strasse faldt vi i armene på hinanden. Det er et specielt forhold. Fortroligt, tæt og ærligt. Han var ansvarlig for, at jeg var så god i 2013, siger Ribery.

Bayern vandt i weekenden med 2-0 over Leipzig, og i næste weekend er der et nyt topopgør på vej, når de møder rækkens nummer to, Dortmund, som er tre point efter Bayern.