Video : Tipsbladet
Bundesliga

Rønnow har reservetjans i Frankfurt: Situationen er svær for mig

Den danske målmand kom til Frankfurt i sommer, men det samme gjorde Kevin Trapp også, og siden har Frederik Rønnow været reserve.

Han erstattede Lukas Hradecky som førstemålmand i Brøndby IF tilbage i sommeren 2015, og denne sommer så det ud til at gentage sig for Frederik Rønnow, der skiftede Brøndby ud med Frankfurt, mens Hradecky skiftede fra Frankfurt til Bayer Leverkusen.

Denne gang er det bare ikke gået lige så gnidningsfrit for Frederik Rønnow, der startede sin tid i Frankfurt med en knæskade, og samtidig sidst i vinduet måtte se klubben hente Kevin Trapp tilbage på en lejeaftale. Siden har Rønnow været reserve og har spillet meget få minutter.

- Hele situationen her har været svær for mig indtil videre. Jeg skrev under i april og vidste i måneder, at jeg skulle skifte til Eintracht. Jeg gjorde mit forarbejde og forberedte mig til skiftet, men så skadede jeg mit knæ i første træning. Det er en af grundene til, at situationen er, som den er. Det eneste, jeg kan gøre, er at træne godt og få noget positivt ud af hverdagen. Jeg skal ikke tænke så meget over det, der ikke er i mine hænder, siger danskeren i et interview med Kicker.

Frederik Rønnow står til spilletid torsdag, hvor Eintracht Frankfurt møder SS Lazio og Riza Durmisi i Europa League-gruppespillet. Det er en udekamp, hvor der reelt ikke er noget på spil for Frankfurt, der fører gruppen med maksimumpoint efter fem kampe og derfor allerede er videre fra gruppespillet.

Danskeren har ikke gjort sig de store overvejelser om transfervinduet, fortæller han, hvor det ellers kunne give mening at blive udlejet et halvt år.

- Det er ikke noget, jeg tænker så meget over, for i tidligere år har jeg tænkt meget over det, og det har ikke påvirket mig på en god måde. Jeg er fokuseret på at arbejdet på banen, og det er ikke mine hænder lige nu, hvad der sker i klubben. Jeg skal være i god form for at spille - det er det vigtigste for mig, siger Frederik Rønnow.

Landsholdskeeperen har kontrakt med Frankfurt frem til sommeren 2022 - han har indtil videre spillet to Bundesliga-kampe, en enkelt Europa League-kamp og to pokalkampe for den tyske klub.