Video : Tipsbladet
Bundesliga

Schalke-profil sendt ned på U23-holdet

Schalke har valgt at smide Nabil Bentaleb ned på U23-holdet som følge af disciplinære problemer.

Den tyske traditionsklub Schalke oplever store problemer lige for tiden.

Med fire kampe tilbage af sæsonen har Schalke endnu ikke reddet sig en ny sæson i Bundesligaen, om end der dog er seks point ned til Stuttgart på 16. pladsen, der giver adgang til to nedrykningskampe mod nummer tre fra 2. Bundesliga.

Det er dog ikke kun på banen, at der er udfordringer for klubben fra Gelsenkirchen, for internt i truppen er der også ballade.

Således kunne den tyske klub i går oplyse, at Nabil Bentaleb er blevet beordret til at træne med U23-holdet, indtil andet bliver angivet. Det er efter sigende som følge af disciplinære problemer, og det er anden gang i denne sæson, at midtbanespilleren er blevet forvist fra førsteholdet.

Den tidligere Tottenham-spiller, som ellers har været fast mand og en profil på Schalke-mandskabet i store dele af sæsonen, har misset flere kampe på det seneste som følge af klubbens beslutning om at lade ham træne med U23-holdet.