Video : Tipsbladet
Bundesliga

Sene scoringer afværgede pokalfiasko for Bayern München

Bayern München scorede to sene mål til at sikre fortsat deltagelse i den tyske pokalturnering.

Bayern München flirtede med et pokalexit, men i sidste ende sikrede de sig videre avancement i den tyske pokalturnering med en sejr over VfL Bochum fra 2. Bundesliga. 

Til opgøret havde Bayern München flere profiler i startopstillingen, hvor Manuel Neuer, Joshua Kimmich, Jerome Boateng, Thiago og Ivan Perisic figurererede.

Men efter 35 minutter kom det stjernespækkede mandskab bagud på et selvmål. VfL Bochums Danny Blum sendte et hårdt indlæg ind i feltet, hvor Bayern Münchens unge venstre back Alphonso Davies uheldigt fik sendt bolden i eget net.

Det fik Bayern München til at sende topscorer Robert Lewandowski i aktion fra anden halvlegs start, og også Philippe Coutinho og Thomas Müller blev skiftet ind i løbet af anden halvleg.

Længe så det ud til, at Bayern München ville blive sendt ud af VfL Bochum, men kort før tid afværgede Serge Gnabry katastrofen, da han flugtede bolden i mål efter et indlæg af Joshua Kimmich. 

Umiddelbart efter blev VfL Bochum reduceret til ti mand, da Armel Bella Kotchap blev udvist, og det blev endnu værre i overtiden. Thomas Müller endte nemlig med at score sejrsmålet til 2-1. 

De forsvarende pokalmestre endte dermed med at sikre fortsat deltagelse i turneringen.