Skadet Leon Andreasen på Rundens Hold
Illustration
Bundesliga

Skadet Leon Andreasen på Rundens Hold

Leon Andreasen scorede i Hannovers 2-0 sejr over Wolfsburg, fik et spark over knæet og måtte melde afbud til landsholdets kamp mod Polen. Kicker belønner ham med plads på Rundens Hold.

Den danske midtbanespiller Leon Andreasen startede lørdag inde i en Bundesliga-kamp for første gang siden den skæbnesvangre dag i september sidste år, hvor han trådte forkert på AWD Arenas græstæppe og ødelagde sit korsbånd kort tid efter, han havde gjort comeback oven på godt to års på sidelinjen med en anden skade.

Andreasen scorede målet til 1-0 og var tæt på at lave endnu et mål i 2-0 sejren over Wolfsburg. I 73 minutter strålede han som den ubestridte leder på Hannovers mandskab, indtil han måtte lade sig udskifte efter at have fået et slag over knæet, der senere tvang til at melde afbud til landskampen onsdag mod Polen.

I dag har 30-årige Leon Andreasen så fået et plaster til det sår. Kicker har udtaget ham til Rundens Hold sammen med spillere som Franck Ribery, Klaas Jan Huntelaar og Stefan Kiessling, og som den eneste spiller fra Hannovers mandskab.

Udskiftningen af Leon Andresen i den 73. minut skete på opfordring fra ham selv, da han vidste, at han efter slaget over knæet var nødsaget til at gå ud for at få behandling. Danskeren prøvedenoget lignende i opstartsfasen til sæsonen, hvor han måtte holde træningsfri tre-fire dage. Kampen mod Borussia Mönchengladbach på lørdag burde dog ikke være i fare.