Stuttgart fyrer træneren - ny chance til Kvist?
Illustration
Bundesliga

Stuttgart fyrer træneren - ny chance til Kvist?

VfB Stuttgart har fyret Bruno Labbadia som cheftræner. 

Det er blevet til nul minutters spilletid for William Kvist i Stuttgart i denne sæsons udgave af Bundesligaen, men nu kan det være, at lykken vender for den danske midtbanemand. 

VfB Stuttgart har således fyret klubbens trænerteam med cheftræner Bruno Labbadia i spidsen. Det meddeler klubben på sin officielle hjemmeside. Stuttgart har fået en forfærdelig start på Bundesligaen og ligger lige nu næstsidst efter tre nederlag i de første tre kampe af sæsonen. Senest blev det til et nederlag på 1-2 til Augsburg søndag, og i torsdags tabte holdet også i Europa League-kvalifikationskampen mod HNK Rijeka fra Kroatien.

Nu skal der altså en ny mand ved roret i den ambitiøse klub, der atter kan nå at kvalificere sig til Europa League med en sejr over Rijeka på hjemmebane på torsdag. 

Mandag eftermiddag klokken 15.00 holder VfB Stuttgart pressekonference om trænersituationen, men om det betyder godt nyt for William Kvist, må tiden vise. Den danske midtbanespiller er længe blevet meldt på vej væk fra Stuttgart, og noget tyder på, at klubbens ledelse har besluttet sig for at skille sig af med danskeren. 

Måske et trænerskifte alligevel kan lave om på dette?