Video : Tipsbladet
Bundesliga

Stuttgarts træningsanlæg evakueret efter fund af gammel bombe

En 50 kilo tung amerikansk bombe fra Anden Verdenskrig dukkede op under Bundesliga-klubben Stuttgarts træningsanlæg, og en radius på 200 meter måtte evakueres, så bomben kunne uskadeliggøres.

I denne tid er Bundesliga-klubben Stuttgart ved at renovere træningsanlægget tæt på hjemmebanen Mercedes-Benz-Arena, men tirsdag blev arbejdet sat på pause, da en bombe fra Anden Verdenskrig blev gravet frem.

Der var tale om en 50 kilo tung amerikansk bombe med mekanisk udløser, oplyste myndighederne. Efter fundet af bomben blev en området med en radius af 200 meter evakueret, så militæret kunne afmontere bomben, skriver Bild.

Det lykkedes omkring klokken 19 tirsdag aften, og området, der har været træningsanlæg siden 1981, og som børn og unge jævnligt bruger, skulle nu være sikkert igen. 

Mercedes-Benz er storsponsor for Stuttgart og har hovedkontor i byen, men det gamle hovedkontor lå i området omkring det nuværende træningsanlæg. Bild skriver, at hovedkontoret ofte var udsat for luftangreb under Anden Verdenskrig.

Bundesliga-truppen blev i øvrigt ikke berørt af bombeforskrækkelsen tirsdag, da holdet spillede Bundesliga-kamp i Mönchengladbach, hvor det tabte 2-0 i en kamp, hvor Jannik Vestergaard fik 90 minutter for hjemmeholdet.

Oprykkerne fra Stuttgart ligger efter fem kampe nummer ti i ligaen. Flere hold under dem har dog en kamp til gode og kan overhale dem.