Tidligere Bayern-dansker hylder Heynckes
Illustration
Bundesliga

Tidligere Bayern-dansker hylder Heynckes

Danske Allan Nielsen hylder 68-årige Jupp Heynckes, der kan blive mester med Bayern München inden for de næste timer.

Allan Nielsen spillede i maj 1991 sine eneste seks minutter for Bayern München, da sydtyskerne mødte Hertha Berlin. Træneren dengang hed Jupp Heynckes I dag kan Nielsens tidligere klub sikre sig det tyske mesterskab, hvis de vinder eller får flere point end Dortmund, og i dag hedder træneren som bekendt også Jupp Heynckes. Den flotte sæson er ikke mindst takket været den forrygende trænerindsats  og den rutinerede ræv har imponeret Allan Nielsen.

- Det er imponerende og nærmest ufatteligt. Han er uden tvivl af den gamle skole, men han har formået at udvikle sig og følge med tiden, men stadig holde fast i de gamle dyder. Det viser sig jo, at der var god grund til at lytte efter dengang, siger Allan Nielsen ifølge Ekstra Bladet.

Især Heynckes evne til at forny sig gennem hele sin trænerkarriere vækker stor begejstring hos den tidligere Bayern-spiller.

- I dag går tingene så ekstremt hurtigt, og der sker så mange ting. Han er opvokset med, at da han var spiller, skulle man være grundig med tingene, lære dem ordentligt, træne dem og være omhyggelig. Han har suget ting til sig fra alle de år, og han kan stadig bruge dem i dag. Det er ikke alle, der formår det, lyder hyldesten fra Nielsen.