Video : Tipsbladet
Bundesliga

Tidligere Brøndby-angriber: Folk på gaden genkender mig ikke længere

Efter to år i Brøndby og alvorlige knæskader kan tjekken Jan Kliment gå i fred i Stuttgart. Han håber på snart at kunne spille igen.

Fra sommeren 2016 til sommeren 2018 var den tjekkiske angriber Jan Kliment at finde i Brøndby IF, og der var nok også en fin sandsynlighed for, at han også var i Danmark på nuværende tidspunkt, hvis det ikke lige var, fordi han i foråret 2018 blev alvorligt skadet.

Tjekken smadrede et korsbånd i april 2018 mod AaB, og dermed sluttede angriberens tid i Brøndby med en skade. Siden har genoptræningen ikke gået som håbet for den 25-årige Jan Kliment, der nu tidligst bliver klar til næste sæson - altså mere end et år efter, at han blev skadet.

De tre sæsoner væk fra banen i det tyske har sat sit præg på tingene for Jan Kliment.

- Folk på gaden genkender mig ikke længere. Det skal man lige vænne sig til, siger den 25-årige angriber til Bild.

Mediet har talt med Jan Kliment, der står foran en interessant sommer. Dels skal han finde ud af, om han kan komme sig helt over den alvorlige knæskade, dels skal han finde ud af, hvor han i så fald skal spille, for kontrakten med Stuttgart løber ud til sommer.

- Jeg vil gerne blive i Tyskland, helst i Stuttgart. Selv om det ikke altid har været nemt, er mit hjerte her. VfB var den første klub, jeg spillede i, da jeg tog til udlandet. Men der er ikke nogen forhandlinger med dem, der bestemmer, siger Jan Kliment om fremtidsudsigterne.

Det er umiddelbart også svært at se, hvordan Stuttgart skal kunne forlænge aftalen med en angriber, der er på vej tilbage fra en alvorlig knæskade og derfor ikke har spillet en kamp i snart et år. Læg dertil, at han de to foregående sæsoner var udlejet til Brøndby. Sidst, han spillede for Stuttgart, var i april 2016 - der blev det til otte minutter mod Augsburg. Det er altså næsten tre år siden.

Brøndby ligner heller ikke en oplagt destination længere, efter Alexander Zorniger blev fyret tidligere i foråret.