Philippe Coutinho blev aldrig en succes i Barcelona. Derfor er han nu sendt på lejeophold i Bayern München, hvor han skal tilbringe hele sæsonen, inden den tyske storklub skal tage stilling til, om de vil udnytte en købsklausul.
To kampe har Coutinho nu fået spilletid i, hvor det dog endnu ikke er blevet til mål eller assist. Men det skal der blive rig lejlighed til.
Således tror Barcelona-målmand Marc-Andre Ter Stegen, at Philippe Coutinho kan sætte Bundesligaen i brand.
- Jeg håber, han får det sjovt. Han er ikke bare en fantastisk fodboldspiller, han er et godt menneske. Det var ikke altid sjovt for ham i Barcelona, så jeg håber, han kan nyde fodbolden i Bayern, og at han føler sig tilpas, siger Ter Stegen til T-Online.
- Der er ikke meget at sige om hans kvaliteter, for han er en stor trussel i Bundesligaen.
Bayern Münchens købsoption er ifølge goal.com på 900 millioner kroner.