Trods bænkplads: Dansk landsholdsbobler afviste skifte til Bundesligaen
Foto: Getty Images
Bundesliga

Trods bænkplads: Dansk landsholdsbobler afviste skifte til Bundesligaen

Den danske forsvarsspiller Frederik Sørensen er uønsket i FC Köln fra den næstbedste række i Tyskland. Han kunne være skiftet til Bundesligaen, men takkede nej.

Det er kun lidt mere end et år siden, at forsvarsspiller Frederik Sørensen fik sin første og hidtil eneste A-landskamp. På det tidspunkt var den 25-årige dansker med en fortid i blandt andet Juventus et af de første navne på holdkortet i FC Köln.

Tingene kan dog gå hurtigt i fodbold - først røg Frederik Sørensen af holdet i FC Köln, siden rykkede klubben ud af Bundesligaen, så det nu kun er den næstbedste række for Frederik Sørensen og FC Köln.

Men faktisk havde den danske forsvarsspiller - modsat FC Köln - muligheden for at vende tilbage til Bundesligaen uden at skulle bruge en hel sæson i 2. Bundesliga.

Det er det tyske medie Bild, der skriver, at Frederik Sørensen var meget højt på ønskelisten i Hannover 96. Hannover sagde farvel til Uffe Bech på sidstedagen i transfervinduet og var klar til at hente Frederik Sørensen, fordi klubben mangede en central forsvarsspiller.

- Han havde muligheden for at skifte, men det valgte han ikke at gøre af forskellige årsager. Det var hans eget valg, sagde FC Köln-træner Markus Anfang tidligere i ugen til Bild.

Det tyske medie mener at vide, at Frederik Sørensen gerne vil tilbage til italiensk fodbold, hvor han ud over Juventus også har spillet for Hellas Verona og Bologna. En af forklaringerne skal være, at Frederik Sørensens kæreste er italiener, og at hun også gerne vil tilbage til støvlelandet.

Sørensen er uden mulighed for spilletid på førsteholdet, og Bild skriver videre, at der er en mulighed for, at han snart får lidt spilletid for U21-holdet.