Trods nedrykningsfare: Mainz og Jonas Lössl får stor støtte af fans
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Bundesliga

Trods nedrykningsfare: Mainz og Jonas Lössl får stor støtte af fans

Danskerklubben Mainz fra den tyske Bundesliga kæmper i bunden af rækken og skal med fem kampe igen hente point for at undgå nedrykning. Målmand Jonas Lössl fortæller om en god stemning i truppen og en suveræn opbakning fra byen, selv om det spidser til i bunden af rækken.

Den danske målmand Jonas Lössl går sammen med sit mandskab Mainz 05 ind til en yderst interessant måned, hvor danskerklubben, der også har Emil Berggreen i truppen, har fem kampe til at sikre overlevelse i den bedste tyske række.

Med fem kampe igen ligger Mainz fire point over den direkte nedrykningsstreg, mens klubben er á point med Augsburg, der ligger til en playoffplads om nedrykning. Med et opgør på udebane mod FC Bayern München i weekenden er der pres på for danskerklubben, for det er ikke et opgør, hvor man kan regne med at få point. Man kan håbe, men bestemt ikke regne med det.

Selv om slutprogrammet ser svært ud for Mainz 05, der ud over de tyske mestre også skal op mod Gladbach, HSV, Frankfurt og Köln, er 28-årige Jonas Lössl fortrøstningsfuld i forhold til at sikre klubben overlevelse i Bundesligaen.

- Vi skal lige have den kamp i weekenden overstået (mod Bayern München), og så venter der fire kampe, hvor vi skal kigge på, hvordan vi præsterer. Vi viste et godt niveau i weekenden (hvor Mainz vandt 1-0 over Hertha Berlin) og i store dele af kampen i Leipzig. Det skal vi følge op på. Mod Bayern er det nok ikke os selv, der afgør det. Vi skal levere en fantastisk indsats, og de skal ikke være på 100 procent, siger Jonas Lössl til tipsbladet.dk.

Klubben sluttede i sidste sæson som nummer seks og var med i Europa League, så tingene er ikke gået lige så godt for Mainz, der senest kom tilbage i Bundesligaen i 2009. Stemningen er dog god i både truppen og byen, kan Jonas Lössl dog berette om, selv om Mainz ikke har langt ned til nedrykningsstregen.

- Jeg synes egentlig, stemningen er okay - nu snakker jeg selvfølgelig også efter en weekend, hvor vi fik tre point. Men vi ved, at vi har et godt hold, og at vi har et godt team omkring holdet. Personligt har jeg ikke selv været en del af en så tæt nedrykningskamp før, så jeg har ikke nogle erfaringer fra tidligere, jeg kan trække på. Derfor er det vigtigt at have fokus på den næste opgave, siger Jonas Lössl og hæfter sig ved, at byen Mainz støtter op om holdet:

- Vi oplever en kæmpe opbakning. Fansene har fundet nogle gamle bannere fra 2004 frem - dengang Jürgen Klopp var træner - og der mødte 500 mand op til en træning, selv om den var lukket. Det var en fed oplevelse, og det viser, at der er stor opbakning.

På det personlige plan har Jonas Lössl været det klare førstevalg i Mainz-målet denne sæson, hvor den danske keeper har lukket mange mål ind, fordi Mainz ganske enkelt har haft et frygteligt dårligt forsvar i denne sæson.

Den tidligere Guingamp- og FC Midtjylland-keeper har dog ikke spillet de sidste par kampe, fordi han har haft problemer med en trykket menisk i det ene knæ, og det har givet chancen til konkurrenten Jannik Huth, der senest fik et clean sheet mod Hertha Berlin. Mainz vandt 1-0. I den kamp sad Jonas Lössl på bænken, og spørgsmålet er, om Mainz-træner Martin Schmidt holder fast i Huth til opgøret mod Bayern München, eller om han vender tilbage til rutinerede dansker.

- Han (Martin Schmidt ) udtalte før kampen (Hertha Berlin), at jeg først lige var vendt tilbage i træning. Jeg sad da også og ærgrede mig, for det føltes som dén kamp, hvor vi fik det vendt. Jeg følte mig rimelig klar, og derfor var jeg også med i truppen, siger den danske landsholdsmålmand og fastslår:

- Men jeg får jo ikke noget ud af spekulation, og i min verden kan jeg ikke bruge kræfter på det. Det handler for mig om at træne godt og vise, at jeg er klar, og så er det træneren, der skal træffe den beslutning, han mener er bedst, siger han.

Jonas Lössl har stået 27 af 29 kampe i Bundesligaen i denne sæson, og den 28-årige målmand har i alt spillet 34 kampe i sæsonen. Nu bliver det interessant at se, om den danske målmand også får de sidste fem kampe i Bundesligaen.