Tysk avis: Bayern lurer på Dolberg - på opfordring af Lewandowski
Foto: Getty Images
Bundesliga

Tysk avis: Bayern lurer på Dolberg - på opfordring af Lewandowski

Robert Lewandowski vil gerne have en ung angriber til Bayern München - den tyske storklub har udset sig Kasper Dolberg.

Kasper Dolberg har ikke haft nogen god sæson indtil videre, men der skal naturligvis mere til, før den danske angriber forsvinder fra storklubbernes ønskeliste. Her står han stadig langt de fleste steder, og det gælder blandt andet i Bayern München.

Sport Bild skriver, at Kasper Dolberg er et emne i den tyske storklub, og en interessant krølle på historien er, at Bayern Münchens stjerneangriber, Robert Lewandowski, skal være en varm fortaler for, at Dolberg kommer til klubben.

Robert Lewandowski vil ikke direkte nævne Kasper Dolberg, men han lægger ikke skjul på, at Bayern München bør købe en ung angriber.

- Det vil helt sikkert være en mulighed at hente en ung, sulten angriber, som gerne vil lære fra en erfaren spiller. Det vil være en stor lettelse for mig at spille 15-20 minutter mindre i kampene, for det giver mere energi fremadrettet og en større chance for ikke at blive skadet, siger Robert Lewandowski til Sport Bild og tilføjer:

- Men beslutningen hviler selvfølgelig i sidste ende på klubbens ledelse.

Den polske stjerne fastslår, at det bliver svært at få en angriber fra øverste hylde til at udfylde den rolle.

- Det er selvfølgelig klart, at vi ikke taler om en international topspiller. Angribere af den kaliber vil selv være på banen i de største kampe i sæsonen, lyder det fra Robert Lewandowski.

Sport Bild skriver altså, at Kasper Dolberg kan blive løsningen i Bayern München, og avisen nævner desuden Arsenals Olivier Giroud som et emne, hvis klubben går efter en mere erfaren spiller.

Ajax-spilleren Kasper Dolberg har ved flere lejligheder fastslået, at han vægter spilletid allerhøjest, hvorfor man kan tvivle på, om han vil være interesseret i en backup-tjans for Robert Lewandowski i Bayern München. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.