Video : Tipsbladet
Bundesliga

VM-legende er fri på markedet til sommer

Mario Götze og Dortmunds tid sammen er slut for denne gang, når kontrakten udløber efter denne sæson, oplyser klubbens sportsdirektør Michael Zorc.

Den tyske offensivspiller Mario Götze scorede tilbage i 2014 det afgørende mål i VM-finalen, og dengang kunne det ligne startskuddet til en stor karriere. Den er dog aldrig helt blevet som man kunne have håbet, og nu er det blevet slået fast, at han forlader Dortmund efter denne sæson.

Det oplyser Dortmunds sportsdirektør Michael Zorc til Sky Deutschland.

- Vores veje skilles med Mario Götze denne sommer. Det er en fælles og respektfuld beslutning, lyder det fra Zorc.

Tilbage i 2016 vendte Götze tilbage til Dortmund efter et ophold i Bayern München. Dengang kostede han omkring 150 millioner kroner, men nu hvor spillerens kontrakt alligevel udløber efter denne sæson, så bliver det altså til et rundt nul, som de får for ham nu.

Det har i denne sæson været svært for den tyske spiller at få spilletid på et hold, hvor blandt andet Julian Brandt er kommet foran i køen. Det er da også kun blevet til fire minutter i to kampe for Götze efter coronapausen sluttede.

Med sine 27 år er der stadig massevis af gode år tilbage i Götze, og fremtiden vil nu vise, hvem der får glæden af ham.