Wolfsburg: Næppe ret mange der vil have Bendtner
Foto: tipsbladet.dk
Bundesliga

Wolfsburg: Næppe ret mange der vil have Bendtner

Wolfsburg-boss Klaus Allofs kan næppe forestille sig, at ret mange er interesseret i at overtage Nicklas Bendtner.

Nicklas Bendtner og Wolfsburg bliver formentlig aldrig et lykkeligt ægteskab, og derfor ventes det, at danskeren forlader den tyske klub til sommer, selv om hans kontrakt først udløber i juni 2017.

For at et brud kan komme på tale, kræver det dog, at der er en aftager til Nicklas Bendtner, der i øjeblikket er overladt helt til sig selv i Wolfsburg efter en række disciplinære problemer, og det kan klubbens sportsdirektør, Klaus Allofs, godt have sine tvivl om, hvorvidt det sker.

- Nicklas har ikke særlig gode kort på hånden. Der er næppe mange klubber, som interesserer sig for ham. Nicklas er ikke tilfreds, og det er vi heller ikke. Lige nu tænker man selvfølgelig over, om vi skal skilles, siger Allofs til TV2.

Han tilføjer, at Wolfsburg ikke har den store fidus til Nicklas Bendtner i øjeblikket.

- Det er sådan, at vi ikke er tilfredse med Nicklas' sportslige præstation. Derudover er vi utilfredse med hans disciplinære måde at håndtere tingene på i de sidste par uger eller dage, lyder det fra sportsdirektøren.

Nicklas Bendtner har ikke været i aktion for Wolfsburg siden den 6. februar, hvor han startede inde mod Schalke 04.