Video : Tipsbladet
Bundesliga

Yussuf Poulsen irriteret på medspillere: Trænerens kritik er ikke nok

Landsholdsspilleren Yussuf Poulsen var ikke imponeret over sit holds præstation i 0-3-nederlaget til Freiburg i weekenden. De spillere, der ikke løb nok, er nødt til at have det at vide fra medspillerne også, ikke kun træneren.

Det er givetvis en kold tid, vi lever i, men i Leipzig er det også en svingende en af slagsen. I de fire seneste Bundesliga-kampe har holdet vundet 3-0, tabt 1-0, vundet 2-0 og tabt 3-0.

I weekenden var det Freiburg, som før kampen lå på 13. pladsen, der sendte Yussuf Poulsen og co. hjem med et forsmædeligt nederlag. Her var danskeren ikke imponeret over, hvad han så fra sine holdkammerater.

- I Freiburg savnede vi alle de egenskaber, der ellers karakteriserer os: mod, lidenskab og absolut løbevillighed med og uden bold. Vi har god kvalitet, men det rækker helt sikkert ikke, hvis vi tror, det er nok med 90 procent. Vi skal altid levere 100 procent som hold. Ellers taber vi kampene i Bundesligaen, siger Poulsen til Bild.

Ifølge avisen medgiver danskeren, at han er irriteret over "uinteresserede" spillere som Jean-Kevin Augustin og Nordi Mukiele. Her er alle forpligtede til at påtale det, ikke kun træneren.

- Hvis man kun hører den kritik fra træneren, ændrer man ikke noget. Det er vigtigt, at beskederne også kommer fra medspillerne: "Hvad sker der, knægt? Giv alt!" Vi har spillere nok i omklædningsrummet til at gøre det klart. Men i sidste ende er det op til hver enkelt spiller at erkende, hvad de måske skal ændre.

I kampen mod Freiburg kom Yussuf Poulsens rival i angrebet Augustin ind i det 73. minut, mens backen Mukiele tilbragte hele kampen på bænken.

RB Leipzig ligger efter nederlaget på fjerdepladsen i Bundesligaen, 11 point efter førerholdet Borussia Dortmund. Holdet runder i morgen aften Europa League-gruppespillet af mod Rosenborg BK. Her skal det håbe på en sejr, mens Celtic taber til vennerne i RB Salzburg, hvis Leipzig skal gå videre.