Video : Tipsbladet
Bundesliga

Yussuf Poulsen-konkurrent vil blive i RB Leipzig

Tjekken er klar til at blive i RB Leipzig permanent, fortæller han.

Patrik Schick har været udlejet fra Roma til RB Leipzig i denne sæson, og den tjekkiske angriber har flere gange henvist danske Yussuf Poulsen til bænken i den tyske klub. Schick har også vist sin målnæse med syv mål på 15 Bundesliga-kampe.

Til sommer skal RB Leipzig dog træffe en beslutning om, om de vil beholde den 24-årige angriber.

Læs også:Corona-krise: Millionsalg kan være redningen for hårdt ramte Lyngby

Lejeaftalen udløber nemlig ved udgangen af juni, og her skal RB Leipzig beslutte, om de vil udnytte den købsoption, som giver dem muligheden for at købe Schick for knap 220 millioner kroner. Og står det til angriberen selv, bliver den option udnyttet.

- Jeg kan helt sikkert forestille mig at blive. Klubberne skal finde en løsning nu, og jeg vil være rigtig glad, hvis de er i stand til det, siger Schick ifølge Kicker.

Tidligere har Markus Krösche, der er sportsdirektør i RB Leipzig, også åbnet for at beholde tjekken i Leipzig.

- Patrik har det godt hos os, og jeg kan godt forestille mig, at han bliver. I øjeblikket er der ikke nyt angående optionen. Men måske vil det ske i de næste par uger. Alle klubber er nødt til at tackle krisen. Det vil være et anderledes transfermarked, og det afhænger af, om ligaerne og de europæiske turneringer kan spilles færdig, fordi en masse indtægter afhænger af det, sagde Markus Krösche i sidste uge til DPA.

Læs også:Zorniger om sin spillestil: Det fungerede meget hurtigt i Brøndby