Video : Tipsbladet
Bundesliga

Yussuf Poulsen med scoring og to oplæg i Leipzigs storsejr over Mainz

Den danske angriber Yussuf Poulsen spillede en stor kamp for RB Leipzig søndag, hvor man vandt med 5-0 over Mainz på udebane.

RB Leipzigs angrebsmaskine var særdeles velsmurt søndag eftermiddag, da holdet var en tur i Mainz. Her endte det med en sikker sejr på 5-0, som sagtens kunne være endt meget mere voldsomt.

Det var desuden en kamp, hvor den danske landsholdsspiller Yussuf Poulsen kom til at spille en stor rolle i afklapsningen, da han blandt andet selv stod for at heade bolden i kassen til 2-0 efter 23 minutter efter oplæg fra Sabitzer. Det er desuden anden runde i træk, at danskeren kommer på måltavlen for Leipzig.

Dernæst leverede Poulsen selv oplægget til scoringen til 3-0, da han uselvisk sendte bolden videre til netop Sabitzer.

Forinden havde Timo Werner vist sin målnæse frem allerede efter 11 minutters spil af kampen, og tre minutter efter pausen lukkede han kampen med målet til 4-0, og med et kvarter tilbage af kampen fuldendte Timo Werner sit hattrick i kampen med en elegant afslutning efter at være blevet sendt i dybden af Yussuf Poulsen. 

Lidt før havde Leipzig bolden i kassen efter et flot langskud fra Kampl, men da Yussuf Poulsen var løbet tidligt i feltet, blev målet underkendt for offside.

Sejren betyder, at energidrik-klubben nu er på tredjepladsen i Bundesligaen med syv point op til Bayern München på førstepladsen. Næste opgave for Poulsen og resten af Leipzig-mandskabet er på onsdag, hvor de tager imod Hertha Berlin på hjemmebane.