Video : Tipsbladet
Bundesliga

Yussuf Poulsen og co. udnyttede åndssvag Hradecky-udvisning

To af Bundesligaens store overraskelser tørnede lørdag aften sammen i en begivenhedsrig affære.

Bundesligaens nummer to, RB Leipzig, og nummer seks, Frankfurt, stod lørdag aften ansigt til ansigt i dagens sene opgør. 

Begge hold har overrasket positivt i denne sæson, og derfor var der lagt op til en spændende kamp. 

Spændingen forsvandt dog hurtigt. Efter kun tre minutter fik RB Leipzig nemlig sendt en stikning i dybden - en som Lukas Hradecky nåede først frem til. Men finnen mistimede sit udløb, og i stedet for at cleare bolden tog den tidligere Brøndby-keeper bolden med hænderne uden for feltet, hvorefter han samlede den op og sparkede den ud på tribunen. Hændelsen resulterede helt korrekt i et rødt kort, og det efterfølgende frispark ramte stolpen, men en vågen Marvin Compper sparkede riposten i kassen til 1-0. 

Derefter sad hjemmeholdet på spillet, og fire minutter inde i første halvlegs tillægstid eksekverede Leipzig en af deres chancer, således at de kunne gå til pause med en 2-0-føring. Timo Werner blev noteret for kampens anden scoring. 

Leipzig fortsatte dominansen i anden halvleg. Efter en times spil blev Yussuf Poulsen udskiftet til fordel for David Selke, og fire minutter senere lagde han op til Marcel Halstenberg, der sørgede for en 3-0-føring. 

Det var kampens sidste scoring. 3-0-sejren gør at Leipzig holder fast i deres andenplads - blot tre points bag Bayern München.