Celtic-manager: Sviatchenko ikke selvskrevet en plads
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Generelle

Celtic-manager: Sviatchenko ikke selvskrevet en plads

Celtics manager, Ronny Delia, er glad for sit nye indkøb, men han advarer Erik Sviatchenko om, at han skal kæmpe for en plads på holdet.

Erik Sviatchenko skal ikke regne med at hans præstationer fra FC Midtjylland gør ham selvskreven i hans nye klub Celtic.

Det fortalte klubbens manager, Ronny Delia, da Sviatchenko mandag blev præsenteret på et pressemøde.

- Vi har stor konkurrence på holdet, så han skal kæmpe for at være med, sagde Delia.

 

Advarslen skal dog tages med et gran salt, for Celtics manager lagde heller ikke skjul på, hvor glade de var i klubben for endelig at hente den 24-årige danske midterforsvarer.

- Vi er meget glade. Vi har kigget på ham i lang tid. Han er en meget erfaren spiller taget hans alder i betragtning. Han ved, hvad han gør. Han er professionel og har lyst til at udvikle sig og blive bedre, fortalte holdets manager.

Celtic ligger nummer et i den skotske Premier League med tre point ned til Aberdeen. Celtic har dog spillet en kamp mindre.