54 Ajax-fans udvist af Italien inden Juventus-brag
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Champions League

54 Ajax-fans udvist af Italien inden Juventus-brag

En gruppe fans af den hollandske klub Ajax var på vej til Champions League-kvartfinalen mod Juventus, men blev taget med både våben og pyroteknik. Nu er de smidt ud af italien

En gruppe på 54 Ajax-fans får ikke lov til til at se deres hollandske helte jagte semifinalen, når danskerklubben i aften møder Juventus i Champions Leagues kvartfinaler. 

Fansene blev nemlig stoppet af det italienske politi, der ved en visitation fandt både våben, fyrværkeri og røgbomber. Det må man selvsagt ikke gå rundt med, og straffen faldt da også prompte fra den italienske ordensmagt, der valgte at smide de 54 fans ud af landet. Ifølge Football Italia blev fansene fuldt til grænsen og udvist af Italien.

Med tanke på begivenhederne i de to holds første møde, er der måske ikke noget at sige til forsigtigheden fra politiet i støvlelandet. Der var optøjer og slagsmål i Amsterdam, og der har derfor været ekstra opmærksomhed på mulige uroligheder forud for returopgøret.

De to holds første møde sluttede 1-1 i Amsterdam, og begge hold har derfor stadig gode chancer for at booke billet til semifinalen. Men den manglende evne til at overholde loven betyder altså, at Ajax får 54 færre fans end forventet på udebaneafsnittet.